Domstolsstyrelsen søger sagkyndige til småsagsprocessen
Domstolsstyrelsen søger lige nu sagkyndige, som kan bidrage til at sikre kvaliteten af afgørelser i småsager ved domstolene, hvor specialiseret faglig viden er vigtig for retsforløbet. Småsagsprocessen, der i Danmark betegnes som ’den forenklede proces’, er en særlig forenklet retssagsprocedure, der finder anvendelse i civile retssager om mindre krav.
Ønsker du at blive sagkyndig, kan du fra den 28. august 2025 ansøge via opslaget ”Sagkyndige til småsagsprocessen ved Retten på Færøerne” eller opslaget ”Serkøn fólk til smásakarmálsmannagongdina hjá Føroya Rætti” under ledige stillinger på domstol.dk: https://domstol.dk/om-os/job/ledige-jobs/. Ansøgningsfristen udløber den 28. september 2025.
Hvad er en sagkyndig?
Den sagkyndige er en ekspert med stor teoretisk viden inden for det fagområde, som retssagens tvist drejer sig om. Som sagkyndig vil du bl.a. kunne blive bedt om at udarbejde en sagkyndig erklæring, der så vil indgå som et af beviserne i den pågældende sag. Beskikkelsen gælder for fire år og er frivillig forstået på den måde, at du altid kan bede Domstolsstyrelsen om at blive fritaget for beskikkelsen igen.
Domstolsstyrelsen inviterer også nuværende sagkyndige. hvis beskikkelse er udløbet pr. 1. januar 2025, til at søge om at blive genbeskikket som sagkyndig i småsagsprocessen i indeværende ansøgningsrunde og hermed blive genbeskikket med tilbagevirkende kraft til og med 1. januar 2029.
Hvis du er interesseret, kan du her læse mere om beskikkede sagkyndige i småsagsprocessen: https://www.domstol.dk/alle-emner/anlaeg-civil-sag/den-forenklede-proces/beskikket-sagkyndig-i-den-forenklede-proces/